AA-Indsamling 2010 i uge 36:

Landsindsamling i uge 36, 6.-12. september 2010

Indtægterne (Hattepenge) i AA-Danmark har de sidste år ikke stået mål med aktivitetsniveauet. Der er underskud i kassen, og det har derfor været nødvendigt at bruge af AA’s reserve.

Hovedservicerådet har besluttet indtil videre at holde det nuværende aktivitetesniveau og i stedet forsøge, om grupperne vil være med til at øge indtægterne.

Såfremt grupperne ikke er indforstået hermed, tager Hovedservicerådet naturligvis det til efterretning og indstiller de af vores aktiviteter, som bedst kan undværes.

Men nu forsøger vi at gøre sådan her:

For at genoprette AA-Danmarks reserve, som skal være på 1½ års drift, inviterer vi til

  • AA-Landsindssamling i uge 36 (6.-12. sept.),

hvor vi vil bede grupperne om at samle ind. Resultatet af indsamlingen vil efterfølgende blive bragt i BOX 334.

Se forslag til oplæsning ved mødets afslutning samt bordkort med oplysning om, hvad hattepengene anvendes til, nedenfor!

Et supplement til hattepengene: Man kan lave en fast månedlig overførsel via netbank eller en årlig overførsel på din mærkedag:

Reg.nr. 4180 kto.nr. 8726000

Det er naturligvis jer i grupperne, der bestemmer, om I vil bruge materialet, som det er, rette det til, så det passer til jeres måde at gøre tingene på – eller slet ikke at bruge det.

AA’s økonomiudvalg vil orientere om udviklingen i tilførslen af hattepenge.

Mange AA-hilsener

Hovedservicerådet

"Udgifterne er en kollektiv forpligtelse, som vi alle afgjort har del i.
Vores støtte til servicearbejde hænger faktisk sammen med erkendelsen af, at AA overalt skal fungere for fuld styrke – og at vi i overensstemmelse med vor Tradition om selvforsyning, alle skal være med til at bære omkostningerne".
(Bill W. Oktober 1967 i Grapevine)

Kald det, hvad du vil, men hjælp med et ekstra bidrag, for eksempel 100 kr.
Vi har brug for alles hjælp til at hjælpe andre. Gør det nu!
Tænk på alt det, du sparer ved ikke at drikke!
På forhånd tak!

Send pengene med tekst "AA-Indsamling" til AA:
reg.nr. 4180 kto.nr. 8726000

Forslag til oplæsning ved afslutning af AA-mødet:

"Mødet skal til at slutte.

Er der nogle meddelelser til gruppen, inden mødet afsluttes?

Vores 5. Tradition lyder: "Hver gruppe har kun et hovedformål; at bringe budskabet videre til alkoholikeren, som stadig lider." – Det er kun ved at give det videre, at vi kan bevare vores egen ædruelighed.

Vores 7. Tradition lyder: "Enhver AA-gruppe bør klare sig selv økonomisk og afslå bidrag udefra"
I vores gruppe skal vi således klare vores egne udgifter og bringe budskabet videre.
Derfor vil der nu gå en kurv rundt til frivillige bidrag.
Hvad der er tilbage i kurven, når gruppens egne udgifter er betalt, bruges til at bringe AA’s budskab videre i regionen og på landsplan.

Vores 12. Tradition lyder: "Anonymiteten er det åndelige grundlag for alle vore Traditioner, der til stadighed minder os om, at principper går forud for personer." – Lad det derfor forblive anonymt, hvem du har set herinde, og hvad der er sagt!

Herefter oplæsning af Løfterne fra Store Bog – og til slut Sindsrobønnen."


Indtægter: 40% Hattepenge fra grupper og regioner, 47% Fortjeneste ved litteratursalg, 2% Renteindtægter og 11% Taget fra reserverne.
Udgifter: 6% Telefon-, e-mail-vagt og hjemmeside, 4% International støtte og arbejde, 17% Transport- og mødeudgifter, indland, 9% Servicekonference, 24% Trykning m.v., 10% Servicekontor og kontorhold, 20% Litteratursalg og lager og 10% Øvrigt.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar